1 Du er her // Ølnavne A - K/ Buur
 
Buur øl fra 1948  

Den første Buur øls etiket fra Thor i Randers. Buurøllet er nok et af de ældste mest kendte og spændende ølnavne i Danmark. Øllets styrke har været kendt viden om: Et tysk ordsprog lød "Den der kommer fra Randers uden Rus og Hug kan prise sig lykkelig". Det var Buur øllet der blev hentydet til. Da Skipper Clements hær drog hærgende ned igennem Jylland mødte de den første modstand i Randers, hvis borgere havde stillet sig på Kongens side. De slog lejr i Flintebjerget for at forberede en belejring - men fandt et oplag Buurøl, og "sloge sig deraf fulde, och løbe Storm til Staden, men blefne afslagne og drefne tilbage med store Hug". Op igennem 1700 tallet mistede Buurøllet sit ry og brygningen ophørte. Der kendes mange andre historier om Buurøllet.

Bryggeriet Thor introducerede i 1899 en Buur-øl, som dog blev solgt under navnet Salvator. Salvatorøl var oprindelig en øltype, som blev brygget af munke i Paulanerordenen på klostre i Bayern op til til de 40 fastedage, der jo kommer før påske (hvor de kun måtte indtage helt særligt udvalgte fødevarer, men heldigvis var øl på positivlisten). Omkring 1800 tallets slutning blev salvatorøllet populært i Danmark, og det var derfor naturligt at relancere den stærkt indbryggede og nærende Buurøl under dette navn. Salvatorøllet blev senere til de danske stærke Paaskebryg. I 1948 ville Thor Bryggerierne have udsendt et jubilæumdsskrift for bryggeriet, men på grund af papirmangelen var det ikke muligt. Man fik i stedet lov til at udsende et særligt godt og stærkt bryg, som fik navnet Buur. I 1951 kom Buurøllet på gaden i almindelig handel.

 
 
copyright © 2001 by Netetiket, Øletiketter og bryggerihistorie søges, mail til mig på flemming@netetiket.dk