Under første verdenskrig blev der indført store restriktioner i bryggeriernes brug af råvarer osv. Det betød i praksis, at alt stærkt øl - herunder også lagerøl efterhånden ikke blev brygget eller kun blev brygget i små kvanta i denne periode. Først i 1923 - flere år efter krigens afslutning - blev de sidste af disse restriktioner ophævet. Til gengæld indførtes ekstraskat på luksusøllet, de såkaldte skatteklasse A og B.

Den typiske førkrigslagerøl kom ind under betegnelsen luksusøl, og salget af øl af denne type var derfor meget lavt og faldende. Mange bryggerier valgte derfor tillige at udvikle en ny lagerølstype som netop kom under grænsen. For at skelne imellem de to fik lagerøllerne typisk navne som ny og gammel lager, eller lager øl og export lagerøl,

Veile Gamle Lagerøl efter indførslen af de nye skatteklasser: bemærk klasse A.